Lige nu er jeg helt vild med at bruge peberrod i min mad.. den kan bruges til enormt mange ting, og giver en god skarp smag til de fleste retter..
Peberrod er en fantastisk smagsgiver og kendes mest som høvlet til en god roastbeefmad, eller til kogt okse/kalvebryst, men den kan bruges til så meget mere..
Den har særligt sæson herfra oktober til februar, men fås allerede fra juni, den man typisk bruger er den danske tykke rod, som er nem at skrælle, men man kan også opdrive de vilde peberrode som typisk er meget tyndere og uhandy at skrælle, den minder mere om en skorzonerrod i udseende, men har samme kraftige smag og en mild undertone af det bitre fra nødder.
Her i efterårsmånederne er rodfrugter en fantastisk spise da de er bedst i deres sæson, som et forslag til en god peberrodsret er: Peberrod, honning og rødbeder det er den perfekte sammensætning.
Bag rødbederne i ovnen skåret i grove stykker med honning, hvidløg, salt, peber og frisk rosmarin, når de er møre vender man dem med frisk høvlet/skrabet peberrod, og servere med hasselbagte kartofler stegt i rosmarin og hvidløg og stegt kalvesteg, man kan jo evt. lave en god peberrodshollendaise til.
Peberrodshollendaise:
4 pers.
6 pasteuriserede æggeblommer.
½ dl. hvidvinseddike.
3 spsk. friskhøvlet peberrod.
1/4 dl. peberrodsjuice (peberrod køres på en juice maskine, kan udelades).
Smeltet smør.
Æggeblommer, hvidvinseddike og juice piskes skummende over svag varme, så blommerne ikke skiller, tag evt. gryden halvt fra kogepladen, når det er skummende piskes det lunkne smør i så saucen tykner, jo mere smør der kommes i jo tykkere bliver saucen. Saucen må ikke koge, ellers skiller æggene.
Når den passende tykkelse på saucen er nået, tages den fra komfuret og holdes varm i gryden uden direkte varme, hvor man vender den friske høvlede peberrod i.
Tips:
Peberrod kan ikke tåle at blive kogt op da den enten mister smag, eller som oftere bliver grå og gør retten kedelig.
For at holde en peberrod frisk i en længere periode, kan man nøjes med at skrælle den del man skal bruge, men er det for sent kan man filme den helt tæt og ligge i en skål med vand i køleskabet.
Smørrebrød med jordskokker
1 dag siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar